Stefan Maksten

Jeg hedder Stefan Maksten og er 54 år gammel. Jeg bor i Aalborg sammen med Jette. Vi har sammen tre voksne børn og fire børnebørn. Min fritid bruger jeg på familien, forskellige sportsgrene, ligesom musik spiller en stor rolle i mit liv.
Jeg har arbejdet i skoleverdenen i mange år inden for efterskole- og friskoleverdenen – både som lærer og som leder. Det har særligt været sprog og idræt, der har fyldt mit skoleskema, hvilket også falder sammen med mine interesser for sport og musik i fritiden og rejser i ferierne.
I forhold til skole og læring er det vigtigt for mig, at børnene har det godt i skolen. Jeg tror på, at børn udvikles og lærer bedst, der hvor de trives. Jeg synes det er sjovt og inspirerende at være sammen med børnene og synes at samvær og undervisning skal være en kombination af sjov og seriøsitet.
Jeg går op i, at skolegang skal give mening for børnene, så de hver dag kan kunne sige, at de har lært noget nyt, som kan bruges i deres dagligdag. Derfor giver Blære Friskoles motto om ”Bog til virkelighed” god mening for mig.
Endelig er det vigtigt, at der er et godt og tæt samarbejde mellem skole og forældre. Det er vigtigt for børnenes positive udvikling og dannelse, at de voksne i børnenes liv trækker i samme retning.