Nyhedsbrev fra Bestyrelsen

Så er vi endelig kommet i gang. Det er dejligt at se, at det arbejde rigtig mange mennesker i vores området har lavet, begynder at bære frugt. Bestyrelsen er mere end tilfreds med resultatet. Ikke mindre end 63 børn er indmeldt på vores skole pr. 5. september. Og netop den dato er en nøgle-dag for skolen og vores økonomi. Det er nemlig elevtallet på denne dag, som danner grundlag for et helt års tilskud fra staten. Derfor kan vi nu begynde at lave nogle meget mere sikre budgetter.

Boblen er ligeledes kommet fantastisk i gang. Her er der nu over 40 børn, og flere kommer og kigger på, om vores sted er netop der, deres børn skal tilbringe en stor andel af deres vågne tid.

Vi tør godt kalde det for en succes. Det er langt flere end vi turde håbe på, da vi ansatte pædagoger og lærere. Derfor har alle de ansatte også været sat under pres. De gør alle et kæmpe stykke arbejde hver dag. Så vil I ikke alle sammen hjælpe os med at anerkende og støtte deres arbejde, hver gang i møder dem? Det syntes vi, de har fortjent.

Men det er selvfølgelig ikke holdbart i længden. Derfor har vi på bestyrelsesmødet tirsdag d. 6. september, besluttet at ansætte endnu en lærer og ikke færre end 3 pædagoger. Indtil de er fundet, gør vi hvad vi kan for at finde hænder som kan hjælpe vores fantastiske personale med hverdagens udfordringer.

Vores bestyrelsesmedlem Jeanet Fredriksen, er ansat som sekretær. Hun er ikke på fuld tid, men yder alligevel en kæmpe indsats her i opstartsfasen. Af samme årsag, og fordi man ifølge vores vedtægter ikke må sidde som bestyrelsesmedlem når man er ansat i friskolen, har Jeanet valgt at trække sig fra bestyrelsen. Vi vil gerne fra bestyrelsens side takke Jeanet for hendes kæmpe arbejde. Hun har ydet en helt ekstraordinær indsats i forbindelse med tilblivelsen af vores friskole. Ingen er uundværlige, men i dette tilfælde er det tæt på. Så derfor en kæmpe tak til Jeanet for indsatsen i bestyrelsen. I hendes sted træder Dean Aldberg fra Vegger ind som suppleant. Dean var også en af de bærende kræfter i den tidlige opstartsfase. Vi glæder os til samarbejdet.

I den kommende tid vil vi i bestyrelsen selvfølgelig arbejde med almindelige driftsmæssige ting. Men derudover skal vi bl.a. færdiggøre vores forretningsorden, diskutere værdier og principper, og mange andre ting som skal danne grundlag for vores skole fremadrettet. Ligesom i dagligdagen på skolen skal der også i bestyrelsen implementeres en kultur, som gør, at vi får en stærk friskole i mange år fremover. Her er det også vigtigt, at forældrene støtter op om den nye kultur som både bestyrelse og ansatte prøver at udøve i dagligdagen.

Husk også at I altid er velkommen til at gribe fat i en af os fra bestyrelsen og stille spørgsmål eller give ris og ros. Blære Friskole er nemlig vores skole. Det er netop det, der skal være med til at gøre Blære Friskole til noget helt særligt.

På bestyrelsens vegne

Per Sørensen

cropped-logo-uden-tekst-1.png

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *