Nyhedsbrev, 12. april 2019

Lejrskole

Vi havde i sidste uge endnu en fantastisk lejrskole. Denne gang havde vi valgt et sted uden en masse givne aktiviteter, men et sted hvor der var rig mulighed for selv at planlægge. Om onsdagen var alle på Bunkermuseum i Hanstholm. Her fulgtes elever rundt i familiegrupperne og nu kan vi for alvor se at arbejdet med dette begynder at give pote. Store og små følges helt naturligt ad og tager ansvar for hinanden. Her kommer skolens værdier om fællesskab til udtryk.

Eleverne har i denne uge arbejdet videre med nogle af aktiviteterne fra lejren og det er der kommet nogle fine plancher ud af. De hænger udstillet på gangen på skolen. Vi har desuden talt om tyskernes invasion af Danmark d. 9. april til morgensang. På denne måde forsøger vi at give eleverne en forståelse for denne periode ved at læse om det, høre historier om det, se museet og sammen lave en udstilling om det. Vi tror det giver en større forståelse, når vi binder teorien op på noget praktisk.

Tak til de forældre der hjalp med at bage, og til de fire dejlige tanter der var med og sørgede for forplejningen. Der er nogle der har spurgt til økonomien i lejrskolen. Elevernes indbetalinger har dækket busserne og skolen har dækket resten.

Koloni

Samtidig havde storkegruppen en rigtig god koloni i Løgstør, hvor de var på museum og ved stranden. Her gælder det måske mere modsat, hvor børnene undres over noget de finder og pædagogerne forsøger at koble noget teori på fænomenerne efterfølgende.

Musical

Her fredag før påske er vi så småt startet med vores musical. Vi har i dag set film, læst manuskriptet igennem og sunget sangene. Fredag d. 3. maj går vi for alvor i gang med musical og der kommer andre mødetider. I skal være opmærksomme på, at forestillingen er rykket til torsdag d. 9. maj kl. 18.30. Vi har generalprøve om formiddagen kl. 10, hvis nogle er forhindret om aftenen.

Julen varer lige til påske

Vi har i dag fået konstateret, at julen varer lige til påske. Vi har nemlig spist julemad i dag, flæskesteg med brune kartofler, rødkål, kartofler og sovs. Bagefter var alle elever og storkebørnene i skoven og finde påskeæg.

Ny bestyrelse

På generalforsamlingen i tirsdags var der valg til bestyrelsen. Brian Stephansen, Christian Rold og Anne Stærk blev genvalgt. Maja Krebs trådte ud af bestyrelsen og blev erstattet af Anne Catrine Boelt Larsen. Skolen og Børnehuset vil gerne takke Maja for hendes store hjælp gennem hele opstarten. Tina Riis vil, som nævnt på generalforsamlingen, gerne træde ud af skolens bestyrelse. Det gør hun nu og Lena Hyldal Nielsen træder i stedet ind og bliver kasserer i bestyrelsen.

Nyt personale

Der er også kommet et hoved mere til i Børnehuset. Mette Navntoft er begyndt i børnehaven og er allerede faldet godt til. Vi ønsker Mette hjerteligt velkommen.

Sukkerpolitik

Bestyrelsen, personalet og elevrådet har arbejdet med institutionens sukkerpolitik den sidste tid. Der er indgået forskellige kompromiser og resultatet er endt med:

Vuggestuen holder fast i den hidtidige nul-sukker politik.

Børnehaven følger skolen.

Klassernes kageordning ændres til en snackordning med frugt, boller eller andet sundt.

Elevrådet er meget bevidste om hvad der sælges i boden.

Til fødselsdage er det forældre og børn der beslutter hvad der eventuelt kommer med i skole. Vi henstiller dog til, at det ikke overdrives alt for meget.

Det eneste tidspunkt man selv må medbringe slik og sodavand, er til skriftlige prøver og eksamener. Skal der nydes godter på andre tidspunkter, er det institutionen der sørger for det.

Dette træder i kraft efter påske.

Elevrådet

Elevrådet har desuden arbejdet med at skaffe trøjer med skolens logo, som elever og andre kan købe. Det har længe været et stort ønske blandt vores elever. Det er lykkedes elevrådet at forhandle priser og skaffe tilskud fra støtteforeningen, således trøjerne kommer til at koste 175 kr. Eleverne har bestillingssedler med hjem i tasken i dag.

God påske

Til slut vil jeg ønske jer alle en rigtig god påske.

Venlig hilsen Inge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *