Nyhedsbrev, 8 maj 2018

Tak til alle jer der deltog på arbejdsdagen. Det var dejligt at komme tilbage til skolen mandag, og se det fine resultat. Det er dejligt, at I bakker så godt op om arbejdsdagene, da disse er med til at holde prisen på skolepenge og daginstitution nede. Desuden giver det et godt sammenhold og en god fornemmelse til vores børn om, at det er deres skole, som de skal være med til at passe på.

Billede fra arbejdsdagen

Nogle af os var desværre forhindret i at deltage i arbejdsdagen, da vi var til Landsmøde i Dansk Friskoleforening. Det var igen en god oplevelse at være sammen med over 600 ligesindede til møde om de ting, der rører sig i friskoleverdenen.

Louise Christensen har søgt nye udfordringer og har fundet dem i Aalborg. Hun stopper derfor på Blære Friskole og Børnehus til sommerferien. Vi takker Louise for hendes tid hos os, og ønsker hende alt muligt held og lykke fremover.

Som nævnt på generalforsamlingen er det tid til at være lidt sparsommelige og det betyder, at vi fortsætter med det nuværende personale.

Nu er det gode vejr endeligt kommet, og vi nyder det så meget vi kan. Husk at smøre jeres børn ind i solcreme. Vi forventer at alle kommer indsmurt om morgenen. I daginstitutionen skal personalet nok reparere indsmøringen i løbet af dagen, men i skolen forventer vi, at børnene og I forældre klarer det selv.

Vi har været plaget af lus et stykke tid. Nu kommer der en miniferie, hvor børnene har fri torsdag-søndag. Jeg vil gerne opfordre til, at alle får tjekket deres børn i løbet af disse dag, så vi ved at alle møder lusefri mandag morgen.

Vi er ret ustabile på telefonerne på skolen den næste måneds tid. Jeg har dog næsten altid min telefon på mig, så har I brug for at få fat i os, og vi ikke svarer på kontoret, er I velkomne til at ringe på min telefon: 20320804.

Vi laver fortsat mad om fredagen. Vi er dybt taknemmelige for det store stykke arbejde vores hold af frivillige laver, for at få dette til at hænge sammen. Det er også en rigtig god mulighed for forældre og bedsteforældre til at komme med i skole en dag. Til første skoledag bliver der mulighed for at skrive sig på en liste, hvis man har lyst til at hjælpe til.

Fredag d. 1. juni er der idrætsdag for hele skolen. Vi holder denne dag sammen med nogle af de andre friskoler i vores område, nemlig Haubro, Skørbæk-Ejdrup, Vildsted, Klim og Overlade.

0.-4. klasse skal på Hanherred Efterskole, hvor deres elever planlægger en dag for vores elever.

5. klasse skal i Aars Svømmehal.

6.-8. klasse skal på HCI, hvor deres elever planlægger en dag for vores elever.

Eleverne der skal til Hanherred og HCI skal køre i bus sammen med elever fra Haubro Friskole, og eleverne, der skal til Aars, bliver kørt derind i privatbil.

Rigtig god Kristi Himmelfartsdag til jer alle fra Inge Engelst Christensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *