Ledige stillinger

Her kan du se opslag på ledige stillinger for Blære Friskole & Børnehus

Blære Friskole og Børnehus søger skoleleder

Vores motto er: ”Fra bog til virkelighed”.  Sætter det din hjerne på højtryk med gode ideer, så skal du læse videre?

…Er du samtidig anerkendende og tydelig i din ledelse?
…Kan du sætte handling bag ordene?
…Er du stærk til samarbejdsrelationer?
…Kan du som person fylde et rum med engagement?

Så er du den leder, vi søger!

Om Blære Friskole og Børnehus

Blære Friskole og Børnehus ligger i Vesthimmerland med 15 min. kørsel fra E45. Vi er opstartet i 2016 og råder over helt unikke undervisningsfaciliteter og udearealer på 4 hektar, velholdte bygninger og med adgang til en moderne multihal. Friskole og Børnehus ligger i et stærkt og spændende lokalsamfund med et hav af ildsjæle, et utal af foreninger og forældre, der involverer sig i børnenes hverdag.

Skolen har gode fremtidsmuligheder, og der er udviklet en tydelig og samlet vision for friskole og børnehus – som forældre og bestyrelse brænder vi ganske enkelt for at skabe et sted med fokus på:

  • At børn lærer bedst ved at kombinere hoved og krop – ”fra bog til virkelighed”.
  • At danne det hele menneske med højt selvværd og tiltro til egne evner.
  • At børn viser respekt for hinanden og verden omkring dem.
  • At børn oplever en tryg hverdag med plads til det enkelte barn – i et forpligtende fællesskab.

Her har vi brug for dig til at sætte handling bag ordene, og vi har formuleret en klar lederopgave til dig.

Din lederopgave

Du vil som leder møde et fagligt dygtigt lærerteam med gode samarbejdsevner og med store ambitioner på skolens vegne. Lærerteamet er meget selvledende, og de eksperimenterer hver dag med at gøre ”fra bog til virkelighed” til fundamentet for læringsaktiviteter og undervisning. Her har vi brug for dig som anerkendende sparringspartner – en til at sætte tydelig retning, – og du skal kunne gå forrest med udviklingen af vores vision. Det kræver også, at du tør prioritere, og at du kan gå i maskinrummet og skrue på drift og økonomi. Samtidig er hele grundlaget for Friskole og Børnehus, at du kan skabe et fantastisk samarbejde med forældre og hele lokalsamfundet, der tæller flere landsbyer. Alt dette skal du få til at fungere i et samspil med din bestyrelse – og vi sætter pris på et kvalificeret, ledelsesmæssigt modspil fra dig. Du får et stort og spændende ledelsesrum med rig mulighed for præge udviklingen og med kort vej fra tanke til handling.

Dine lederkompetencer

Er du blevet tændt af lederopgaven, kribler fingrene og er hovedet i fuld gang? Har du de rette kompetencer, eller ved du, at du kan udvikle dem sammen med medarbejdere og bestyrelse over tid? Så send en ansøgning til os. Noget af det ansættelsesudvalget vil lægge særlig vægt på er, at du besidder flere af følgende uddannelsesmæssige og faglige kompetencer:

  • Du har en læreruddannelse eller lignede.
  • Du har ledelseserfaring i et eller andet omfang, og du har lyst til at indgå i undervisning.
  • Du er synlig, visionær og har en anerkendende tilgang til ledelse.
  • Du har en god forståelse for skoledrift, herunder økonomi.

Vi lægger samtidig vægt på flere af følgende personlige kompetencer og kvalifikationer:

  • Du kan navigere mellem medarbejdere og bestyrelse.
  • Du kan sætte mål og understøtte medarbejdernes vej til målene.
  • Du er stærk på samarbejdsrelationer hele vejen rundt.
  • Du er effektiv i din opgaveløsning – også i en uforudsigelig og hektisk hverdag.
  • Du er handlingsorienteret og har overblik.
  • Du er ambitiøs på dine egne og medarbejderes vegne.
  • Du evner tydelig tilstedeværelse og viser vejen i handling.
  • Du udstråler empati, troværdighed, engagement og arbejdsglæde.
Fakta om Blære Friskole og Børnehus
  • Vi er en nyetableret skole fra 2016, der er beliggende i Vesthimmerlands Kommune og ligger 15 min. kørsel fra E45 og 35 min. kørsel fra Aalborg.
  • Vi har p.t. 62 elever fra 0. til 9. kl. og 40 børn fordelt på en vuggestue og børnehave. I tilknytning til skolen er også en integreret SFO med 25 børn.
  • Vi har ansat 20 medarbejdere.
  • Vi har ansat en børnehaveleder, der varetager hele ledelsesopgaven i Børnehuset med reference til dig.
Få mere at vide – rundvisning og præsentationsvideoer

Bliv klogere på Blære Friskole og Børnehus og se medarbejderne præsentere ”verdens bedste friskole”. Link

Kig forbi vores hjemmeside: www.blaerefriskole.dk eller på facebook.com/blaerefriskole, instagram/blaerefriskole

Aftale om rundvisning af skolen samt øvrige oplysninger kan træffes ved henvendelse til:

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker iht. overenskomst mellem Finansministeriet og LC.

Ansøgning

Send din ansøgning, CV og relevante bilag til formand, Per Sørensen, på ps@kaergaarden.eu senest 10. juni 2019. Første samtalerunde afvikles mandag den 17. juni 2019. Der vil være en anden samtalerunde i ansættelsesprocessen. Forventet tiltrædelse den 1. august eller efter aftale. Referencer indhentes efter aftale.