Ida Plovbøl Pedersen

Jeg hedder Ida Plovbøl Pedersen og er 30 år gammel. Jeg bor i Løgstør med min kæreste og vores søn, Christian, på 3 år. I min fritid bruger jeg meget tid sammen med min familie og venner. Min store passion er heste, og jeg rider og underviser i den forbindelse.

Jeg er uddannet lærer på UCN Nordjylland i 2011 og har siden da arbejdet inden for flere forskellige områder. Jeg har arbejdet på efterskole, specialskole og senest har jeg arbejdet i den kommunale folkeskole.

En af mine mærkesager er ”den gode relation”. At der er gode relationer med og omkring eleverne, mener jeg er en forudsætning for den bedst mulige læring hos eleven. Derudover kan jeg godt lide at tænke ud af boksen og skabe kreativ og anderledes undervisning. Her skal der være plads til det enkelte barns udvikling og læring, samtidig med at alle indgår i et glædesfyldt og forpligtende fællesskab. Når alle tager ansvar for deres egen trivsel og læring, kan vi sammen skabe et rum hvor faglighed og ligeværdighed er nøgleord.

Det er vigtigt for mig at arbejde et sted, hvor der er rum og plads til ”de gode relationer”, hvor alle kender hinanden og hvor det forpligtende fællesskab er i højsædet. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at være en del af Blære Friskole.